Har I tænkt på, at det I spiser har betydning for klimaet? Når vores mad fremstilles, udledes der CO2 og andre drivhusgasser. Drivhusgasserne holder på solens varme, og det fører til klimaforandringer. Så det betyder noget for vores klima, hvad vi spiser. I dette forløb skal I undersøge, hvad klimavenlig mad er, og om jeres frokost er god eller dårlig for klimaet. I skal undersøge drivhuseffekten og om vores kost er blevet mere eller mindre god for klimaet gennem tiden.
Klik på et fag i menulinjen for at komme videre.
Ved I hvad en veganer er? En veganer spiser ikke madvarer, der kommer fra dyr. Al mad, der kommer fra dyr, kalder man animalske produkter. Det kan være kød, fisk, æg, ost, mælk og yoghurt. Men lige meget, hvilken kost man spiser, skal man have den samme mængde energi og den rigtige næring fra kulhydrater, protein og fedt. Det kan man få på mange måder. I skal undersøge, hvordan man kan opfylde sit næringsbehov, især hvis man ikke spiser kød eller andre animalske produkter. I skal også undersøge, hvorfor man vælger at spise, som man gør, og hvordan kostvanerne har ændret sig gennem tiden.
Klik på et fag i menulinjen for at komme videre.
Ved I, Danmark er et landbrugsland? I Danmark bruges mere end 60 % af jorden til landbrug. Det er den største andel i verden. På markerne dyrkes mest foder til dyr. Faktisk er det kun hver 10. mark, der bliver brugt til at dyrke korn, grøntsager og frugt, som bliver spist af mennesker, resten er til dyrefoder eller energiafgrøder. Landbruget fylder meget, og det betyder, at det også skaber problemer for miljøet. I skal undersøge hvilke grøntsager og frugter, man kan dyrke i Danmark, og hvad der får dem til at vokse. I skal undersøge, hvor mange forskellige planter, der vokser i jeres haver, på skolen og i det danske landbrug. I skal også se på, hvordan landbruget har udviklet sig, og hvilke problemer, det skaber.
Klik på et fag i menulinjen for at komme videre.
Har I tænkt på, hvor mangoen eller bananen i jeres frugtskål kommer fra? Og har I tænkt på, hvor grisenes foder kommer fra? Mange madvarer rejser langt, inden de når supermarkedet og din tallerken. Det kan være svært at regne ud, hvor langt en madvare har rejst, og hvilke ressourcer, der er blevet brugt til at fremstille og transportere den. I skal undersøge, hvor jeres egen mad kommer fra, og hvor langt den har rejst. I skal også se på, hvor mange ressourcer, der er blevet brugt i produktionen, og hvilke madvarer, der er bedst for miljøet. I skal undersøge, hvornår danskerne begyndte at købe madvarer fra andre dele af verden, og hvordan vi kan producere mad i fremtiden.
Klik på et fag i menulinjen for at komme videre.
Har I tænkt over, hvorfor nogle mennesker sulter? Det er der næsten 800 millioner mennesker på jorden, der gør. Vi producerer ellers mad nok til, at alle kan blive mætte, men meget mad bliver smidt væk og meget landbrugsjord bruges til at dyrke foder til husdyr i stedet for mad til mennesker. Der skal bruges mere landbrugsjord til at mætte en familie, der spiser meget kød end til at mætte en familie, der ikke spiser så meget kød. De fattigste mennesker kan ikke skaffe nok mad til at leve et sundt og aktivt liv. I skal undersøge, hvad man spiser forskellige steder i verden, og hvordan der kan blive mad nok til alle. I kan undersøge, om der allerede er mad nok, og hvad man kan gøre for, at der kommer mere. I skal finde ud af, hvad forskellige mennesker mener om problemet, og hvordan man kan løse det. I skal også diskutere, hvad I synes om, at alle ikke har samme mulighed for at blive mætte.